lørdag den 3. november 2007

Vintermørket nærmer sig



Om kun 6 dage, den 9. november går Solen ned for sidste gang, og vi kan se frem til 3 måneders mørke.


Temperaturen har nu i længere tid ligget omkring minus 10 grader, og vandsøen, den nedre, er nu frosset ned i en dybde af omkring 30 cm. I de seneste 1½ uge har jeg og mange andre benyttet denne smutvej fra den ene ende af byen til den anden. Da sneen har det med at være en smule flygtig og isen ofte ligger bar er det nødvendigt med en ganske god balanceevne for at kunne stå fast. En anden mulighed er at anskaffe sig et par af de lokale gummistropper med metalnitter til støvlerne. Selvom min balanceevne ikke fejler noget var dagens afslapningsmarch dog alligevel indbydende til at få afprøvet de gletscherjern jeg fik herop i september. Som billedet lader at forstå gik det over alt forventning.
En bøjle af hård plast fortil, en aluminiumsbøjle bagtil, en strop og så 12-13 tænder på hver fod der gnaver sig sikkert ned i isen, og hvert et skridt er så sikkert som var det på land.




Ingen kommentarer: