Her d. 11. december, altså for næsten en måned siden steg jeg ombord i Air Greenlands Danmarksflyver for at fejre den kommende højtid på Bornholm sammen med familien. Turen fra Uummannaq til Kangerlussuaq blev noget ud over det sædvanlige, i det en ganske kraftig føhnvind blæste langs det meste af Grønlands vestkyst. Den sidste del af strækningen fra Aasiaat til Kangerlussuaq tog mere end 1½ time, hvor den normale rejsetid er 45 minutter. Landingen i Kangerlussuaq var hård og det var med maven siddende oppe i halsen da Dash 7 maskinen satte hjulene på landingsbanen. Afgangen til DK var forsinket da der var problemer med at få lastlugerne åbnet på grund af den stærke storm. Nuvel, da vi endelig rullede ud på startbanen og steg op gennem skydækket var synet der mødte os helt henrivende.
Tiden i Danmark gik alt for hurtigt, og pludselig stod én igen i Kastrup på vej mod nord, og kulden. :-)
Et par dage efter hjemkomsten tog jeg i fjeldet for at få strukket rigtig ud. En god tur, og oppe i omkring 110 meters højde kunne den begyndende nyis anes, ligesom det nu er tydeligt at mørketiden er vendt. Horisonten på denne tid af året er henrivende i blå, gule og orange nuancer hen midt på dagen.
Nu er skolen begyndt igen, og om kun en måned får vi atter Solen at se.


Ingen kommentarer:
Send en kommentar