Tur til Nuuk

Den 12. januar gik turen til Nuuk, til det sidste og afsluttende internat på min master/cand.pæd. uddannelse. Det skulle have været en tur uden de store begivenheder, troede jeg. Vejret var smukt; klart, minus 15-16 grader og ingen vind. Fra Uummannaq til Qaarsut gik det planmæssigt, steg ombord i den lille Bell 212 klokken 13 og landede i Qaarsut ti minutter senere. Jo jo, efter planen skulle én nu vente i 25 minutter, så ville Dash 7 maskinen lande og flyve os først til Upernavik, og senere til Ilulissat. Men sådan skulle det ikke gå.
Dash 7 maskinen landede en time senere end beregnet, og da vi sad og ventede på starten, blev vi en smule overraskede da motor nummer 1 satte ud lige efter den var tændt. Fra cockpittet blev vi bedt om at gå tilbage til lufthavnen, da problemet ikke kunne løses sådan lige umiddelbart. Herefter lød følgende informationsstrøm hver halve time: 'Der er ny information om en halv time'. Og sådan fortsatte ordlegen en tre-fire timer. Nuvel, klokken 20, blev der serveret aftensmad i lufthavnens personaleindkvartering. Omkring 21:30 blev det oplyst at en S-61 helikopter var på vej med en reservedel til Dash-7 maskinen, og at vi passagerer skulle med helikopteren tilbage Ilulissat. 23:30, efter 10 timer i Qaarsut gik vi ombord i S-61'eren.

I den næste 1½ time fløj vi rundt om Nuussuaq, gennem Vaigat (strædet mellem Disko-øen og Nuussuaq) til Ilulissat. En spændende tur, der dog ikke bød på de store oplevelser pga. mørket.
På turen videre fra Ilulissat til Nuuk mandag, var forsinkelse igen et gennemgående tema. Først 2½ times forsinkelse ud af Ilulissat, og derefter 3 timers forsinkelse fra Kangerlussuaq mod Nuuk. Jo i sandhed en tur ud over det sædvanlige.
Resultatet af den afsluttende eksamen gik fint, og det var med sindsro at én satte sig til rette i maskinen tilbage til Uummannaq d. 22.1.