mandag den 12. maj 2008

Første skib

Lørdag d. 11. maj blev dagen hvor årets første skib anløb Uummannaq. For nogle var det ventet med længsel, for mange blev det et symbol på enden for issæsonen. Endnu i fredags var der stabil is, sådan da, over det meste af fjorden. Isen havde en tykkelse på op til 40 cm, endnu tykkere inde i bunden af fjorden. Lørdag aften sejlede Pajuttaat fra Aasiaat, med kurs mod Uummannaq. Kunne skibet bryde isen? RAL (Royal Arctic Line) havde dog forudset mulige problemer med isen, og havde afsendt det større skib Arina Arctica, der på vej til Upernavik, brød en rende for Pajuttaat. Tidligt søndag morgen høvlede Arina sig igennem havisen. 5-6 timer lå det ud for heliporten, og jeg tog en tur ud for se nærmere på det.


På vej ud til Smørhavnen fangede jeg helikopteren, Bell 212, der lettede lige over skibet.


Et par fangere blev fanget på den anden side af sejlrenden. Fiskekasser blev omlæsset og én af gangen blev de fragtet over på slæden. En tynd line blev bundet fast i slæden, og i den anden ende blev der bundet en pilk fast og kastet på tværs af sejlrenden. To andre fangere hev slæden over isskosser og vand, lige bag hækken af skibet.


Også fangeren måtte over sejlrenden, det lykkedes også, og han kom over med et stort grin.


Efterhånden som formiddagen gik begyndte slæder at dukke op ude på isen, flere kom i første omgang kun til sejlrenden, indtil der blev fundet et spor rundt om sejlrenden, der ender ca. 1 km ude, i retning mod Saattut.


Efter Arina havde pløjet havisen op, indtog mågerne det åbne vand.

Ingen kommentarer: