Jeg landede planmæssigt i Kulusuk lørdag d. 29. maj, og havde så arbejde her indtil tirsdag eftermiddag. Eftermiddagene og aftnerne gik med læsning og vandring i området. Jeg har før været i Kulusuk, men ikke i længere tid, så endelig kunne området udforskes nærmere. Fik traverseret en del nordøst for bygden.
En snespurv gjorde mig selskab.
Tirsdag eftermiddag, jeg er på en længere tur ud til Dye 4 – en gammel nedlagt amerikansk radarstation. Fra hotellet i Kulusuk lyder et forsigtigt bud på tid for turen på omkring 1½ time, hver vej. Dejligt med en ordentlig vandretur. Langsomt stiger terrænet, fra omkring 30 meter ved hotellet, op til 176 meter – ca. 3,5 km inde mod midten af øen, kort før den sidste stigning. Som terrænet falder en smule, dukker Storisen op med al dens pragt. Atter og atter strækker den sig, mange hundrede kilometer op mod nord og ned mod syd.
Men jeg har ikke nået målet endnu. Endnu venter der vel en ½ times vandring endnu. Jeg går nu nedenfor den sidste fjeldryg, oppe på højdedraget troner en fire – fem telemaster, og en svag, dyb brummen høres fra den dieselgenerator der holder liv i kommunikationen heroppe. En velholdt helikopterplatform nord for anlægget og endnu en vest for anlægget vidner om regelmæssig visit fra telegreenland.
Men udsigten heroppefra er større, bredere og videre en ord kan beskrive. Heroppe i 358 meter høres isens rumlen tydeligt.
Isskodser, isflager og isterninger i alverdens størrelser er i en evig kamp mod klipper, strøm, og Solens varme.
En stille aftensmad, isvand og en rugbrødsmad med sild. Kunne man forestille sig et bedre sted at indtage et aftensmåltid.
Herover - udsigt mod syd fra Dye 4.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar