Torsdag eftermiddag blev jeg ringet op af min kollega Simme, der uden megen overtalelse fik mig med på en lille tur til den nedlagte boplads på Agpat, sammen med fire - fem andre. Ved halvsekstiden kom Hans og Sofie forbi, og tog mig med til havnen. I Smørhavnen blev der spændt for, og inden længe havde Hans fået femten forventningsfulde hunde spændt for, og med et enkelt ryk i 'startsnoren' var der afgang. Vel ude af havnen strøg vi forbi Simme, der havde sin 4 årige datter Herle og svigerinde Marie med på slæden. De opdagede os ikke, så først ude på den anden side af Uummannaq-øen, hvor vi gjorde ophold, indhentede de os. Midtvejs mellem Uummannaq og Agpat stødte Torben til. Torben der rejste hjem til Danmark i sommers er for tiden i byen for at køre slæde. Det blev til i alt tre slæder på vej til Agpat.
I alt havde vi vel omkring et par og tredive hunde spændt for slæderne, halerne stod højt og humøret var højt.
Kort tid efter vi havde 'samlet' Torben og hans hundespand op, sprang Hans af slæden og løb over til Torben. Derved blev Sofie og jeg overladt til at føre slæden, med 15 hunde foran, der kun lystrede Hans' stemme. Pludselig tog pokker ved hundene og de sprintede afsted. De to andre slæder sakkede bagud, alt i mens Sofie og jeg prøvede at stoppe slæden. Hun med de kommandoer, der normalt skulle stoppe en flok hunde, mens jeg stemte støvlerne i mod sneen og isen, alt sammen uden resultat. Et par enkelte gange lykkedes det os at stoppe op. Men kun kortvarigt, inden de igen satte afsted, og vi blev kastet tilbage på slæden. Først da vi nåede Agpatøen lykkedes det os at stoppe. Vi fik drejet hundene ind mod land, op over skrueisen, og op på land, hvor stigningen gjorde det muligt for os at stoppe slæden. En ti til femten minutter ventede vi, inden de to andre slæder også kørte op på isfoden, og Hans kom luntende tilbage til slæden og fik styr på flokken. Heldigvis var vi ikke langt fra hytten, et gammelt skur fra 60'erne der tidligere har stået i Uummannaq.
Vi fik spændt fra og fodret hundene inden vi fik gang i kogeblusset og skibsovnen. Inden da var der dog lige et vindue der skulle repareres. Vi havde haft et gammelt køleskabsvindue fra den ombyggede butik med på slæden. Med 'vinduet' stumper af træ, søm og gamle aviser fik vi sat et nyt vindue i, og gjort nogenlunde vindtæt.
Rensdyrskindene blev hentet ind fra slæderne, og brugt som underlag. Et ganske fantastisk sovested. Efter en sen aftensmad, krøb vi alle i poserne lidt over midnat, og sov inden længe. Det bliver hurtigt lyst igen på denne tid af året, og selvom det var overskyet vågenede jeg allerede ved sekstiden, men døsede igen, indtil duften fra nylavet kaffe bredte sig i hytten. Morgenmaden blev tilberedt og sultne indtog vi et solidt måltid inden dagens fangsttur ud på fjorden.
Simme kørte afsted sammen med Hans og jeg kørte sammen med Torben, ud på, hvad der skulle vise sig at blive en ti-timerstur på isen. Adskillige gange stoppe vi, spejdede for at se efter utoq, sæler der ligger og døser på isen ved deres åndehul. Hurtigt skiltes slædeholdene, og Hans og Simme kørte ad en rute længere mod syd - med alle forsyninger til dagen. Hans fik dagens første sæl efter en 45 minutters intens spænding, hvor vi i kikkerter fulgte hans og sælens bevægelser, indtil skuddet lød og Hans kunne trække byttet op på slæden.
Også Simme og Torben nåede at få en sæl den fredag eftermiddag, der efterhånden var blevet til aften. Klædt i hvidt havde de ubemærket kunne snige sig ind på byttet.
Da det var Simmes første sæl, var der på forhånd indkøbt champagne for at fejre begivenheden hjemme i hytten; dette vidste Simme dog intet om før Marie og Sofie lod proppen springe, hjemme i Agpat.
Selvom vi havde kørt i 10 timer var der ikke tid til at slappe af, og fordøje dagens begivenheder. Simme, Herle og jeg måtte tilbage til Uummannaq. Marie og Sofie havde i dagens løb forberedt et himmelsk måltid, der hurtigt blev indtaget, inden vi hastigt fik spændt for. Efter en dags hvile var hundene kåde og i fuldt vigør, og der gik da også kun et par minutter så var det første slagsmål var i gang, og vi måtte bruge både støvler og piskeskaftet for at få ro. Men nuvel, vi fik spændt for, lastet slæden, og 22:16 tog vi afsted med et ryk. Temperaturen var steget, og sneen på havisen var så småt begyndt at blive blød. Indtil vi var ude af fjorden mellem Agpat og Ságdleq måtte vi døje med en overflade, der mest af alt mindede om grøn sæbe og som gjorde stor modstand. Heldigvis blev det hurtigt bedre; så snart vi var ude på det lange åbne stykke mellem Agpat og Uummannaq, var sneen hårdere og trækket gik lettere. Ved midnat var det nødvendigt at stoppe op og rede skaglerne ud. Fuldmånen stod da smukt over Nuussuaq.
Kvart over 1, drejede vi fra hovedsporet, ind mod dynamithuset, hvor Simmes hunde står fortøjret. Godt trætte spændte vi fra, fik udredet et par slagsmål og losset slæden. Herle, der havde sovet næsten hele vejen, var nu vågnet. Vi prøvede at få fat i en taxa, men klokken 2 en fredag nat, selvsagt en ululig opgave, og vi satte så to hunde foran en lille slæde med det mest nødvendige. Pga. tøvejr, var vejene snefri, så den idé måtte vi opgive. I stedet løb jeg tilbage, og hentede en lille trækvogn, som vi fik læsset bagage og sæl op på. Med to hunde foran, Simme, med Herle på skuldrene, der trak i slæden, jeg bagerst med egne rygsække, der skubbede, lykkedes det os at komme op til huset rimmelig hurtigt. Jeg takkede for turen, og halvt kravlende, halvt gående i en døs, tog jeg den ind over søen hjem.
På de ca. tredive timer nåede vi at køre 93 kilometer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar